Back Erik III van Denemarke Afrikaans اريك التالت من الدنمارك ARZ اۆچونجو اریک (دانمارک) AZB Эрык III (кароль Даніі) Byelorussian Eric III Catalan Erik III. Dánský Czech Erik III. (Dänemark) German Ερρίκος Γ΄ της Δανίας Greek Eric III of Denmark English Erico III de Dinamarca Spanish
| Erik Lam | |
|---|---|
 | |
| Konge af Danmark | |
| Regerede | 1137-1146 |
| Forgænger | Erik Emune |
| Regent | Erik 3. Lam |
| Efterfølgere | Valdemar den Store (sønderjylland)(hele Danmark) 1157
Knud 5. (jylland) (dræbt 1157 af Svend Grathe i Roskilde) Svend Grathe (Sjælland) (dræbt i Slaget på Grathe Hede i kamp mod Valdemar den Store |
| Ægtefælle | Luitgard af Salzwedel |
| Børn | Magnus Eriksen |
| Hus | Jellingdynastiet |
| Far | Håkon Sunnivason |
| Mor | Ragnhild af Danmark |
| Født | ca. 1110 |
| Død | 27. august 1146 Odense |
| Hvilested | Sankt Knuds Kirke (Odense) |
Erik Lam (Erik 3.), også kaldet Erik den Spage, (ca. 1110 – 27. august 1146 i Odense) var konge af Danmark fra 1137, til han abdicerede kort før sin død i 1146.
Erik var søn af Erik Ejegods datter, Ragnhild, og høvdingen Haakon Jyde/Haakon Nordmand, søn af Sunniva Håkonsdatter, en datter af jarlen Håkon Ivarsøn og Magnus den Godes datter Ragnhild.[1] Erik var dermed nevø til sin forgænger Erik Emune.
Erik Lam var medlem af Erik Emunes hird, og var til stede, da denne blev dræbt på Ribe ting i 1137.[2] Flere af de oplagte kongsemner var stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend, kong Niels' barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Erik Ejegods barnebarn, Valdemar (søn af Knud Lavard).
Som myndigt kongsemne blev Erik Lam derfor valgt til konge. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel. Saxo fortæller, at Sorte Plov og hans støtter, der havde myrdet Erik Emune på Urnehoved ting, forsøgte at få Valdemar udleveret og at gennemtvinge en slags arvefølge, men at hans mor Ingeborg sagde nej. Erik blev valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i udlandet.
Det lykkedes Erik at skabe et godt samarbejde med kirken, som han skænkede rige gaver og privilegier. F.eks. fik munkene ved Sankt Peders Kloster i Næstved eneret på torvehandel, ligesom munkene ved Sankt Knuds kloster i Odense fik store pengegaver. Erik søgte at styre landet ved embedsmænd placeret rundt om i riget. Men allerede i 1139 begyndte problemerne at melde sig. Harald Kesjas eneste overlevende søn, Oluf, meldte sig på scenen. Det lykkedes Oluf at blive valgt til konge over Skånelandene, og han fordrev ærkebiskop Assers efterfølger, Eskil. Han hærgede på Sjælland, og Erik tog kampen op, men først i 1143 lykkedes det Erik Lam at få bugt med Oluf, der blev dræbt i slaget ved Tjute Å (no) i Skåne.
I 1146 fik Erik Lam en alvorlig febersygdom, og abdicerede. Han var indtil Margrethe d. 2.s abdikation den eneste regent i Danmark, der frivilligt har givet afkald på tronen. Han endte sit liv i Sankt Knuds kloster i Odense. Han var gift med markgrevdatteren Luitgard (†30. januar 1152), datter af markgreven til Nordmark, Rudolf 1. af Stade og søster til ærkebiskop Hartwig af Hamborg-Bremen. De fik ingen børn, men han efterlod sig en frillesøn, Magnus, der senere blev en af Valdemar den Stores modstandere. Om hans tilnavn, "Lam", fortæller historieskriveren Sven Aggesen i 1180'erne, at det skyldtes en "honningmild blidhed i hans væsen".[2]
I 2015 blev det foreslået, at Erik Lam muligvis kan være død af Brugadas syndrom.[3]
- ^ Ved hellig Knuds lidelse
- ^ a b "Erik Lam ca., 1110-1146". Arkiveret fra originalen 5. august 2020. Hentet 1. april 2020.
- ^ "Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger | Videnskab.dk". Arkiveret fra originalen 29. september 2015. Hentet 29. september 2015.